BRIKKERNE FALDER PÅ PLADS

October 11, 2018

Fremad Amagers nye ejere har haft travlt i de sidste tre måneder, men nu begynder organisationen at falde på plads.

Således er 52-årige Michael Jahn i dag blevet udnævnt til CEO i Fremad Amager Elite, og Michael kommer til at have det overordnede ansvar for at organisationen fungerer.

Michael Jahn er i forvejen økonomi-ansvarlig i Fremad Amager, og det har han faktisk været i snart tre år, således også under de tidligere ejere F3 Media Group A/S.

”Vi er superglade for at Michael Jahn har sagt ja til at sætte sig i stolen. Det er helt bevidst at vi har valgt en økonomi-mand, for hvis der ikke er styr på den økonomiske del af en fodboldklub er det umuligt at få det til at fungere,” siger Fremad Amagers nye hovedaktionær, Jerome Solamito.

Michael Jahn glæder sig til udfordringen: ”Jeg har jo i forvejen et meget indgående kendskab til klubben, og dens store potentiale. Med alle de dygtige mennesker der er involveret i dette her projekt, og de økonomiske muskler der står bag, er jeg overbevist om at det bliver en spændende rejse med en masse succes-oplevelser undervejs,” siger Michael Jahn.

 

Ny sportschef

 

Også i den sportslige sektor er der nyt. Fremad Amagers nye ejere samarbejder tæt med det svensk-ejede scouting-selskab Lucid Sport, og det er nu besluttet at Lucid Sports internationale konsulent, russiske Timur Daguev, bliver ny sportschef i Fremad Amager.

Timur Daguev har været i Danmark de sidste tre måneder, og er i forvejen meget tæt på holdet. Med en baggrund som træner, en international uddannelse i sportsmarketing og flere år på bagen i Lucid-systemet kommer Timur med en solid baggrund, og en stor international indsigt.

”Det er en meget stor chance for mig, og jeg er stolt over at blive sportschef i en klub med historie og traditioner. Jeg kommer til at gå til opgaven med ydmyghed og troen på at jeg med et stærkt samarbejde med den øvrige stab kan være med til at skabe en endnu bedre fremtid for Fremad Amager,” siger Timur Daguev.

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

  • Facebook App Icon
  • Instagram App Icon
  • Twitter App Icon
© 2017 FREMAD AMAGER ELITE APS
FJELDHAMMERVEJ 15 / 2610 RØDOVRE / +45 28 30 35 18 / info@faelite.dk