ANDEN FREMAD SEJR I STREG

April 7, 2019

Det blev lidt mere spændende end hvad godt er. Efter endnu en 96 minutters kamp kunne Fremad trække sig sejrrigt ud af kampen. For Thisted venter nu en rigtig lang tur hjemad.

Udeholdet var ikke i stand til at få scoret i dagens kamp, og det skyldes en utrolig disciplineret indsats i den defensive kæde + en stensikker Mr. Clean Sheet på mål.

 

Kampen fik desværre en ærgerlig start, da tre spillere var involveret i et slemt uheld. Heini, Lange og Thisteds Tukiainen slog hovederne sammen, hvor sidstnævnte rejste sig uden at kunne holde balancen. Heldigvis var mange spillere hurtig til at gribe ham. Han måtte også udgå af kampen, og blev observeret af Thisteds lægestab, samt Fremads holdlæge.

Heini og Lange måtte tilses henover et par minutter, hvor Heini fik bundet en bandage om hovedet. Det var dog slet ikke til at se på den benhårde færing, som vandt samtlige hovedstødsdueller i kampen. Han blev ganske fortjent også kåret som kampens spiller af dagens kampsponsor, Nybolig Amager.

 

Vi skulle helt frem til 37. minut før at kampens store højdepunkt fandt sted. Der blev sparket på kanten af feltet, hvor den ramte en Thisted hånd inde i boksen – Straffespark til Fremad.

Engel lagde bolden på pletten, og gjorde klar til at sparke. Han sparkede den helt køligt i venstre side, modsat af Thisted-keeperen.

Det var også stillingen i pausen til stor jubel for Fremad-fansene.

 

Anden halvleg blev en rigtig lang halvleg. Sammy blev sendt på banen efter et kvarter for at udfordre Thisteds bagkæde, og med håbet om at kunne få målet til 2-0.

Der var flere optræk til endnu et mål, med flere muligheder til et par Fremad-spillere.

Det var tilmed en kamp om at få bolden revet til sig, og holde Thisted væk fra vores felt. I de tilfælde hvor boksen var fyldt med modstandere, var Dannes lange arme en super gevinst.

Vi skulle helt frem til 96. minut før at dommeren kunne fløjte af til stor jubel for spillere, trænere og fans!

 

Tak for endnu en fantastisk opbakning her i Sundby fra hele 1105 fans, som havde taget turen til Sundby. I fik som fortjent de tre point, og det var en dejlig måde at slutte af på med en kommende pause fra Sundby Idrætspark.

 

Næste kamp finder sted hos HB Køge, og her venter Fremads første udebanekamp i år. Den spilles søndag den 14. april med kampstart 13:45.

 

Endnu engang TAK for opbakningen i dag – og en stor tak til alle de seje frivillige, som knoklede hårdt under forårssolen!

 

SUPER FREMAD A!

 

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

  • Facebook App Icon
  • Instagram App Icon
  • Twitter App Icon
© 2017 FREMAD AMAGER ELITE APS
FJELDHAMMERVEJ 15 / 2610 RØDOVRE / +45 28 30 35 18 / info@faelite.dk