ET HISTORISK POKAL-TILBAGEBLIK

November 5, 2019

Nok spilles der kun ottendedelsfinale i morgen aften, når AC Horsens kommer på besøg i Sundby Idrætspark. Vi har tidligere på sæsonen dykket ned i jubilæumsbogen ”Fremad Amager 100 år”. Denne gang har vi fundet frem til en helt særlig milepæl i klubbens historie.

 

Det er i dag 86 år siden at Fremad Amager spillede sin første pokalfinale. Dengang hed det KBU's Pokalturnering, og efter en samlet 4-2 sejr over lokalrivalerne fra B1908 i semifinalen, var der dømt finaleopgør.

 

For øjnene af 8.-10.000 tilskuere i Københavns Idrætspark skulle ”lille” Fremad Amager møde ”store” K.B., der var altdominerende i 1933-sæsonen. Der er stor forskel på, hvordan et citat lød dengang, og hvordan de nuværende Fremad-spillere udtaler sig før en vigtig kamp.

 

Den legendariske Fremad-spiller, Ama’rkaner og anfører, Knud Kastrup, fik et spørgsmål inden kampen, om han havde fået varsler. Dertil svarede han:

 

”Nej, jeg er ikke udpræget Materialist. Jeg drømmer aldrig og faar ikke Varsler. Jeg er ærlig talt for nøgtern… Vi er glade for at være naaet til Finalen, og vi ved godt, at K.B. anses for Storfavorit. Vi har altsaa alt at vinde… Selv kender jeg ikke til Nerver,”

 

Fremads elleve udvalgte spillede én af de bedste kampe i klubbens historie. For at komme i suveræn form frem mod pokalfinalen, havde man hyret den tidligere landsholds- og Glasgow Rangers-spiller Carl ”Skomager”.

 

Det var en både velspillet og jævnbyrdig kamp og med stillingen 2-2 efter 80 minutter, opstod der dramatik i slutningen af kampen.

Kampens dommer, Einar Ulrich, kom i fokus efter et omdiskuteret straffespark. Historien beretter, at Einar tilsyneladende var den eneste i Idrætsparken, der så straffesparket dømt mod anfører, Knud Kastrup.

Fremads første pokalfinale i klubbens historie endte med et knebent 3-2 nederlag til K.B.

 

 

De hårdt kæmpende Fremad-spillere i finalen var:

Ludvig Fjeldsted

Knud Kastrup

Erling Troest

Poul Andersen

Aage ”Bager” Andersen

Egon ”Tophat” Jensen

Christian Christensen

Henning Thorius

John Nielsen

Erik “Raser” Rasmussen

Edvin Duckert

 

Vi ses til pokalfodbold onsdag aften i Sundby!

 

Foto: Fra den afgørende semifinale mod B. 1908. Øverst "beskytter" Knud Kastrup målmand Ludvig Fjeldsted, nederst scorer John Nielsen sit og Fremads andet mål til stillingen 2-0.

 

 

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

  • Facebook App Icon
  • Instagram App Icon
  • Twitter App Icon
© 2017 FREMAD AMAGER ELITE APS
FJELDHAMMERVEJ 15 / 2610 RØDOVRE / +45 28 30 35 18 / info@faelite.dk