ET INTERVIEW MED EN AF FREMAD-HELTENE FRA 1953-TRIUMFEN

April 22, 2020

I august måned bliver Svend Aage Ringbæk 89 år, der gik under tilnavnet ”Stærke” i sin tid som Fremad-spiller. Det er i dag 67 år siden, at Fremad kunne sikre sig en storslået sejr i KBU’s Pokalturnering imod K.B. efter to finalekampe.

Efter godt forarbejde fra Ole Vadmand, kunne vi komme i kontakt med den tidligere U-landsholdsspiller og Fremad halfback. Efter mere end 40-minutters fantastisk telefonsamtale, havde vi fået samlet en masse guldkorn, og kan fortjent hylde én af de store spillere fra pokaltriumfen i 1953.

 

Vigtig bonusinfo: ”Stærke” er ubesejret i Europa med sine tre U-landskampe for Danmark.

 

Omkring kl. 14:52 tirsdag eftermiddag ringede telefonen med et opkald retur fra Svend Aage. De første par minutter gik med at klæde hinanden på til telefoninterviewet. Herefter overtog hovedpersonen ellers tøjlerne på samme måde, som han mestrede mandsopdækningen af landets bedste kantspillere i 50’erne fra sin position som Halfback.

Lad os starte med et vigtigt punkt, Svend Aage. Hvis man dykker ned i historiebogen, var disse kampe med til at gøre en stor forskel. Hvilken betydning fik de to finalekampe for Fremad Amager?

 

”Først og fremmest var de to kampe altafgørende for klubbens økonomi. Efter et stort indhug i klubkassen i 1951, var der forsvundet 70.000 kr., hvilket var rigtig mange penge dengang. Fremad Amager var derfor hårdt presset økonomisk, og jeg husker, det blev vitalt at vi spillede to og ikke én finalekamp. Det skyldes at finalekampene fik besøg af 15.000 betalende tilskuere.

 

Pengene fra finalekampene var med til at finansiere klubbens første klubhus, der var placeret på Irlandsvej og var nabo til Højdevangskirken. Før klubbens overtagelse var det ejet af en skuespiller, Carl Fischer, der afgik ved døden i 1953. Hans søn var jævnaldrende med mange af os Fremad-spillere, tilbød derfor et salg af huset til klubben. Med Frode Marte (Fremads formand 1944-1956) i spidsen startede forhandlingerne, og i 1955 kunne Fremads medlemmer rykke ind på matriklen i det nye klubhus,”

 

Kan du beskrive jeres optakt og tanker til sådan en storkamp?

 

”Placeringerne af de to klubber stemmer næsten overens med dagen i dag. Fremad var placeret i midten af 2. division (1. division i dag), hvor K.B. lå i toppen af 1. division (Superligaen i dag). Dengang var der rigtig stor forskel på styrkeforholdet.

Normalt var vi vant til 2-3.000 tilskuere i Sundby, og der var et langt spring til de 15.000 tilskuere på lægterne i finalekampene.

 

Når du spiller sådan nogle kampe, tænker du ikke over, hvor mange tilskuere der er omkring dig. Det lyder nemt at sige, men vores fulde koncentration var så vigtig i de her to kampe. Selvfølgelig bankede hjertet lidt hurtigere, da man kunne mærke stemningen i omklædningsrummet, inden man løb ud på banen i den gamle Idrætspark.

 

Jeg kan huske øjeblikket, hvor Leif Foli Andersen står ved straffesparkspletten og skal sparke. Heldigvis sparkede han bolden i mål, og derfra vidste vi, at der skulle gøres en kæmpe indsats for at hive sejren i land. Det må man sige, vi gjorde. Derfor var det en meget glad og lettet trup, der kunne stille sig klar til hyldest foran de mange tusinde tilskuere.

Det er måske lidt specielt, men noget af det jeg husker bedst, er omklædningsfaciliteterne i den gamle Idrætspark. Efter kampen kunne vi dukke os i det store varme karbad. I Sundby var det hurtigt ind under bruseren og ud af badet igen. Vi var ikke vant til sådan nogle smarte faciliteter,"

 

Hvordan fejrede i triumfen?

 

Med den samlede finalesejr var det en rigtig glad kasserer vi mødte efter kampen. Alfred Bentin var som sagt presset i sin rolle, grundet det store indhug i klubkassen fra den tidligere kasserer. Det gav ham nogle nemmere og bedre betingelser med de mange indtægter fra finalekampene. Derfor var der da også plads til en middag for alle spillerne og vores damer. Vi fejrede pokalsejren på Prags Restaurant, der lå på hjørnet af Amagerbrogade. Her kunne vi spise en rigtig flot middag og nyde triumfen. Men ikke os alle kunne feste natten ud på Amager.

 

Hvad skyldes den forkortet festlige aften?

 

Selv gik jeg på Niels Brocks Handelsskole, og skulle være på min pind allerede kl. 08 morgenen efter festen aftenen forinden. Flere spillere var lærlinge, og skulle møde endnu tidligere end mig. Det var jo i en anden tid, og fodbolden på amatør niveau. Derfor var det tilbage til den normale hverdag, og det var helt okay. Bare dét at få en flot middag af klubben, var en sjælden og rigtig god oplevelse for os. Især i de økonomiske trængte år.

 

Lad os tale lidt om din karriere generelt. Er der nogle bestemte milepæle eller oplevelser, du vil sætte ord på?

 

Det er der bestemt, ja. Jeg husker min kamp nr. 100 for Fremad Amager. Det var stort at nå det antal kampe, og der var også en speciel regel til netop fejringen af spillerens milepæl. Der stod i DBU’s regulativer at spillere med jubilæum på 100 kampe, måtte modtage en gave af en maksimal pris på 125 kr.

 

En anden stor oplevelse var at trække nationaltrøjen over hovedet. Det første ynglingelandshold (U19-landsholdet) blev oprettet i 1950. Jeg blev udtaget det år til en kamp mod Norge, hvor vi spillede 1-1. To år senere blev jeg udtaget til to kampe på U21-landsholdet mod Norge og Sverige. Det internationale samarbejde var ikke udbygget med så mange kampe, som man ser med landsholdene i dag. Derfor var vi i duel mod vores nordiske naboer.

 

Fik du den ønskede afslutning på din fodboldkarriere?

 

Både og. Selvom det blev det knap 140 kampe for klubben, kunne jeg have opnået en del flere kampe. Jeg skulle aftjene værnepligt, som dengang var hele 18 måneder. Derfra gik min karriere i stå. Mit problem var, at jeg blev placeret på kasernen i Næstved. Fremads formand, Frode Marte, forsøgte at få mig flyttet tættere på København. Det ønske blev afvist af Forsvaret, og derfor kunne jeg ikke fortsætte fodbolden i den periode.

 

Senere hen genoptog jeg karrieren i Fremad, og overtog anførerbindet på førsteholdet. Jeg ramte aldrig helt det samme niveau efter min værnepligt. Til gengæld fik jeg et af mine bedste minder fra netop perioden, hvor jeg var tilbagevendt.

 

Det vil jeg gerne høre mere om – fortsæt endelig.

 

Jeg kan huske vi mødte Næstved i en pokalkamp (2. runde i Landspokalturneringen 1957/1958) i Sundby Idrætspark. Der var pænt med tilskuere, og de fik sig lidt af en oplevelse. Vi spillede mildt sagt en elendig første halvleg, og var bagud hele 0-4. Da vi kom ind til pause, fik vi alletiders skideballe af vores træner, Niels Hansen. Han sluttede dog lidt frisk af med kommentaren: ”Hvis de kan score fire mål, kan I vel også score fire mål”.

 

Den skideballe rakte langt. Efter de 90 minutter stod der 4-4 på måltavlen i Sundby. Dermed ventede der to gange 15 minutter. Vi var så godt kørende efter afslutningen på anden halvleg, at vi scorede tre mål i forlænget spilletid. Dermed vandt vi kampen 7-4 over Næstved. Det er sådan en kamp, jeg altid har ønsket at spille bare én gang mere,”

 

Fantastisk fortælling, Svend Aage. Tak fordi du havde tid og lyst til at tale med mig omkring triumfen i 1953 og din karriere generelt. Når denne krise-tid er ovre, kommer jeg rigtig gerne på besøg, og får et kig på dine scrapbøger, og taler mere fodbold.

 

”Det var så lidt og tak for en god snak. Det skal vi nok finde tid til.” slutter Svend Aage Ringbæk.

En stor tak til hovedpersonen for at ville deltage i et langt og flot tilbageblik på en anderledes karriere, end de fleste fodboldspillere oplever i dag. Vi håber at vende retur med storslået billeder fra scrapbogen en anden god gang.

 

Tak fordi I læste med!

 

 

 

Foto og tekst: Fremad Amager 100 år - Efter den første KBU-finale i 1953: Både KB's centerforward, Per Jensen (tv. på billedet), og Fremads halfback Sv. Aa. Ringbæk (th. på billedet) ser tilfredse ud efter resultatet 1-1.

 

 

 

Foto: Forsiden på Fremad Amagers medlemsblad juni 1953

 

 

 

Foto og tekst: Billede i Fremad Amagers medlemsblad juni 1953 - K.B.U.s formand Kurt Nielsen overrækker pokalen til Henry Christensen

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

  • Facebook App Icon
  • Instagram App Icon
  • Twitter App Icon
© 2017 FREMAD AMAGER ELITE APS
FJELDHAMMERVEJ 15 / 2610 RØDOVRE / +45 28 30 35 18 / info@faelite.dk