ET HISTORISK TILBAGEBLIK - FREMAD AMAGER I 3. DIVISION

May 26, 2020

Mange nyheder omkring truppens comeback har fyldt vores medier de seneste par uger - MEN, nu dykker vi ned i historiebogen, og får et tilbageblik fra en svær tid i Fremad:

 

"Det var en helt ny virkelighed vi nu skulle til at indstille os på. Næsten samtidig med at arbejdet på det nye klubhus gik i gang, startede Fremad for første gang i klubbens historie i 3. division. Det første år blev det til en 3. plads, det følgende blev vi nr. 3 fra neden, endda med fare for at rykke ned i Københavnsserien. Mørkt så det absolut ud, og bedre blev det ikke af at et par gode spillere, Leif Foli Andersen og Bent Ib Jørgensen, gik til hhv. KB og Frem for at prøve lykken og talentet i 1. division.

 

På mange måder står 1956 som et af de mest kritiske år i klubbens historie. Efter Arne Kleven var vores tidligere 1. holds- og landsholdsspiller Kaj Frandsen blevet træner i 1954, efterfulgt i 1956 af Niels Hansen. Denne sæson blev speciel: DBU havde besluttet at gå over til kalenderårsturneringen, og derfor blev det til hele tre halvår, fra sommeren 1956 til og med efteråret 1957. Dette gav i alt 27 kampe, og da en 4. plads herefter ville være nok til atter at rykke op i 2. division, som skulle udvides til 12 hold, var der store forventninger til sæsonen. Desværre gik det som flere gange før: Vi fik kun lige »snuset« til oprykningen og måtte affinde os med en 6. plads.

Som bekendt skete der også ude i samfundet store omvæltninger i disse år. Den ugentlige arbejdstid gik i 1958 ned fra 48 til 45 timer Fritidstilbuddene blev flere, den længe ventede velstand var så småt på vej, ude i verden var der kriser i Suez og Ungarn - og fra det store udland kom rock- og ungdomskulturen til København, bl.a. med filmen ”Blackboard Jungle” – det var den med »Rock Around the Clock«. Det var i disse år ungdommen virkelig begyndte at røre på sig, og det er sjovt i klubbens gæstebog efter denne sæson at finde følgende notits:

 

»Tak for en god sæson 1956-57. Det har været en fornøjelse at skrive om »Ande¬rumperne« - de var ikke så slemme.

Egon Rasmussen, Aftenbladet og Amager Bladet«.

 

 

Jo, det lidt upolerede rygte omkring Fremad Amager trivedes stadig, og måske var skuffelsen i 1957 værdifuld på lidt længere sigt. Det var i disse år man rigtigt begyndte at diskutere hvordan sammenhængen mellem ungdoms- og seniorafdeling kunne forbedres – en diskussion som vel stort set er fortsat lige siden. Bl.a. af de ovennævnte grunde kunne man konstatere at mange unge faldt fra fordi de fik andre interesser, men stadig var flertallet af 1. holdspillerne rekrutteret fra Fremads ungdomsafdeling. I hvert fald lykkedes det da Niels Hansen gennem den lange turnering 1956-57 at få arbejdet sig ind på de unge spillere således at de året efter i fællesskab var i stand til at opfylde kravet: oprykning,"

 

 

Foto og tekst: Fremad Amager 100 år - Tribunen i Sundby Idrætspark var ofte fyldt helt op til i 1950'erne - der var endda omkring 100 sidepladser.

 

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

  • Facebook App Icon
  • Instagram App Icon
  • Twitter App Icon
© 2017 FREMAD AMAGER ELITE APS
FJELDHAMMERVEJ 15 / 2610 RØDOVRE / +45 28 30 35 18 / info@faelite.dk