EN STOR KLUBMAND REJSER HJEM

July 23, 2020

Det er en sørgelig besked at overlevere til Fremad-fansene. Vores robuste jernmand i defensiven, Heini Vatnsdal, spiller sin sidste kamp på lørdag i Sundby. Efter at have stiftet familie har de haft en drøm om at vende tilbage til Færøerne. Uanset hvor ondt det gør, har vi stor respekt for beslutningen hos vores centerforsvar, der har tjent klubben på imponerende vis.

 

FEM ÅR og 125 kampe som Fremad-spiller, er kommet til en ende, og det er også en vemodig afsked for færingen:

 

”Efter at have stiftet familie, har vi altid haft en drøm om at vende tilbage til Færøerne. Vi har begge fået en rigtig god mulighed for at vende hjem til vores familier, og har mulighed for at fortsætte vores dagligdag på Færøerne,”

 

”De fem år er gået rigtig hurtigt. Fodboldklubben har altid været mit andet hjem, og jeg har elsket at være her. Det har en helt speciel betydning for mig. Jeg kan huske pommes frites to gange om ugen i det gamle klubhus efter vores træningspas. Der er sket sindssygt meget i den tid, jeg har været her, og jeg medbringer mange minder fra min tid her,”

 

”I dag står vi et helt andet sted, hvor der er styr på kosten fra en fysisk træner, en større stab og mange forskellige kulturer i truppen. Det har været vildt interessant hele vejen, og derfor forlængede jeg også kontrakten tre-fire gange i min tid. Der er blevet delt mange fantastiske historier med spillere, trænere og holdledere i tiden, og jeg vil altid huske tilbage på mange gode stunder på banen og de to klubhuse,”

 

”Den sidste og største tak sendes til fansene. Opbakningen har altid været rigtig positiv, og jeg har tilbagebetalt med at give den en skalle på banen. Især kampene i Sundby kommer jeg til at savne, efter mere end 70 hjemmekampe i min periode som Fremad-spiller. Det bliver vemodigt både at tage afsked med klubben og med Danmark. Nu starter der et nyt kapitel i vores liv inden længe, og vi glæder os til at blive samlet med vores familier på Færøerne igen. Tusind tak til alle i og omkring klubben for en fantastisk tid,” slutter Heini Vatnsdal.

 

Tak er så fattigt et ord i den her sammenhæng, Heini. Tak for power, vilje og heltemod i den blå/hvide trøje. Vi vælger at sige på gensyn, og ønsker jeres lille familie alt det bedste med tilværelsen på Færøerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

Share on Facebook
Share on Twitter
Please reload

  • Facebook App Icon
  • Instagram App Icon
  • Twitter App Icon
© 2017 FREMAD AMAGER ELITE APS
FJELDHAMMERVEJ 15 / 2610 RØDOVRE / +45 28 30 35 18 / info@faelite.dk