COACH VALLI – TILBAGEBLIK PÅ SÆSONEN 19/20

Efter en velfortjent ferie med familien i Stokholm, var det tid til at vende retur til Øen i dag. Cheftræneren fik fornøjelsen af at sætte ord på forrige sæson på første arbejdsdag efter en kort ferie.

Selvom det var en fornøjelse at mødes med spillere og trænere igen, har det været tiltrængt med kvalitetstid og ferie med familien i Sverige:

”Der er rigtig meget fodbold i mit hoved, og det er ikke nemt at slippe alle tanker efter en rigtig speciel sæson. Ferien er gået med at komme ned i gear og tænke mindre på fodbold og bruge kvalitetstid med familien. Helt kan man dog ikke slippe fodbolden,”

”De fleste tanker her på første arbejdsdag er en afrunding på forrige sæson. Når man har haft det hele lidt på afstand, er det nemmere at dele op i gode og dårlige perioder i 19/20 sæsonen. Vi har fokus på vores koncept og på hvordan det skal udvikles. Helt fra det opbyggende spil nedefra egne rækker. Målet for hver dag er at blive bedre og stærkere,” siger Coach Valli.

To år i streg har cheftræneren og Fremad Amager forbedret placeringen i tabellen, hvor vi senest sluttede af med en imponerende 4. plads:

”Det er et skulderklap til alle personer i og omkring klubben. Uanset om vi taler direktør, cheftræner, medarbejder eller frivillig, så er det en hyldest til alle involverede. Når man kan notere den bedste placering i mere end 25 år, er det et tegn på, vi arbejder i den rigtige retning. Det er så vigtigt at alle arbejder ud fra det samme fokus. Vi er sammen om klubben, og skal løfte det i fællesskab,”

”Efter mine, næsten, to år i klubben, har jeg været en del af en flot optimering. Den professionelle tilgang manglede, og det gjorde retningen også. I den tid har vi formået at skabe nogle virkelig flotte resultater, og har set en stor fremgang individuelt hos både spillere og stabsmedlemmer. Det største løft har været mentaliteten, og hvordan vi arbejder i dagligdagen. Vi behøver ikke de bedste og dyreste materialer, men vi har brug for en stærk mentalitet og respekt for omgivelserne,” siger cheftræneren.

Det var en sæson med både op- og nedture, og cheftræneren havde ret nemt ved at udpege punkterne:

”Noget af det sværeste og hårdeste i forrige sæson var vores formnedgang midt i sæsonen. Resultaterne og præstationerne var for ringe. Det kulminerede efter nederlaget i Hvidovre. Efter den kamp var det forståeligt, at der skulle sættes spørgsmålstegn ved nogle ting. Min klare holdning er, at alting kan vendes med selvtillid og respekt, og jeg løber ikke fra ansvaret. Jeg er her for at gøre mit allerbedste hver dag, og den mentalitet vil jeg se hos spillerne. De skal være sultne efter succes,”

”Det leder mig over til dele af vores succeshistorier fra forrige sæson. Lige præcis selvtillid og respekt gjorde os sultne. Det viser også, hvorfor vi ikke har tabt siden den aften i Hvidovre. Det er rigtig godt klaret af drengene, og det endte med en flot slutspurt,”

”Et andet vitalt og positivt punkt, er udviklingen hos spillerne. Den professionelle tilgang til tingene har været med til at udvikle dem både på og udenfor banen. Jeg går ekstremt meget op i at udvikle spillerne individuelt, når vi er på arbejde. Jeg søger efter deres reaktioner og kropssprog. Alt fra et boldtab midt på banen, til en placering på bænken før kamp. De ting er vigtige hos den enkelte person, da det giver en reaktion hos holdkammeraterne. Den fremgang har man kunne spore hos spillerne, der arbejdede hårdt for at slutte godt af. Nu gælder det om at optimere det yderligere til den kommende sæson og fortsætte fremgangen,” slutter Coach Valli.