GHANESISK LEJESPILLER FÅR PERMANENT AFTALE – LEJES UD TIL AB

Tilbage i foråret kunne vi annoncere en lejeaftale med Emmanuel Bio, der skulle tørne ud for Fremad i den resterende del af sæsonen. De seneste par uger er blevet brugt på at veksle den lejeaftale til en permanent aftale. Han skifter til Fremad A fra FDC Vista.

Det er nu lykkedes, og vi kan derfor byde rigtig ”velkommen” til Bio, der nu indgår som en permanent spiller i truppen. Han har underskrevet en aftale med Øens hold, og lejes ud til AB i 2. division. Her bliver han samlet med Momo Fanye Toure, vi lejede ud tidligere på sæsonen.

Det er en drøm, der går i opfyldelse for den 18-årige offensive midtbanespiller:

”Jeg er ikke helt sikker på, det er gået op for mig endnu. Det er kæmpestort for mig, at jeg nu har skrevet under på en fast aftale med klubben. Det var mit store mål, da jeg fik muligheden for en lejeaftale på seks måneder. Jeg har kæmpet for at forlænge mit ophold, og det er en fantastisk tilbagebetaling,”

”Jeg skylder klubben rigtig meget, og nu skal jeg bare arbejde på at udvikle mig. Det giver mig rigtig meget motivation at blive den del af holdet. I mine indhop i ligaen har jeg givet den alt, jeg havde. Jeg vil gerne takke de folk tæt omkring mig, som har givet mig en stor opbakning. Det var et stort spring som 18-årig at rykke til Danmark, og nu handler det om at videreudvikle mig. Det skal jeg vise med mit kommende lejeophold hos AB, hvor jeg skal have mere spilletid for at tilpasse mig,” siger Emmanuel Bio.

Fremads cheftræner har set nogle spændende takter fra Bio:

”Han er en ung spiller med stort offensivt potentiale. Vi ser en lovende fremtid i Bio, der har vist nogle rigtig fine ting de seneste par måneder. Derfor har vi valgt at lave en permanent aftale med ham. Han få muligheden for noget fast spilletid det næste stykke tid, og vi er igen blevet enige med Ab om en god aftale for vores spiller,” siger Coach Valli.

”Velkommen” på Øens hold, Bio!