BAY FØR POKALDYST I FÆLLEDPARKEN - NÆRMER SIG FLOT MILEPÆL

Efter mere end tre år i klubben, har Markus Bay optrådt i hele 99 kampe for Fremad Amager. Derfor kan vores spilstyrende kreatør i aften spille kamp nr. 100, hvis han ender med spilletid mod BK. Viktoria med kampstart kl. 18:00.


Bay erkender, at det har været en rigtig svær start på sæsonen og til tider frustrerende. Frustrationen skal dog være med til at vende den dårlige stime, og det skal starte allerede fra i aften:


”Det er frustrerende at tabe fodboldkampe, og mere frustrerende at tabe kampe med ringe præstationer. Vi har været inde i dårlige perioder før, og vi er nødt til at stille os forrest alle mand og kæmpe os igennem en svær periode som nu. Frustrationen skal vi bruge til at vende den dårlige stime, og det skal ske fra i aften. Vi har en kamp senere i dag, hvor vi skal ud og dominerer spillet på banen. Det kan ikke blive mere simpelt,”


”Vi kender den her type kampe, og vi har selv været med til at drille nogle store hold i form af FC Midtjylland og Brøndby IF – alt kan ske i pokalkampe. Vi ved, hvad vi skal, og det skal vi udføre bedre, end vi har gjort indtil nu,”


Bay sætter også ord på den store milepæl, han nærmer sig med 100 kampe i trøjen:


”Jeg har været på Ama'r i mere end tre år nu, og jeg har altid følt mig hjemme i klubbens omgivelser. Jeg husker ikke alle 99 kampe, men der har været nogle rigtig store kampe indimellem, som huskes bedre end andre. Især pokalaftener i Sundby mod FCM og BIF var rigtig stort. Jeg fokuserer ikke på hvornår kamp nr. 100 kommer, men har fuldt fokus på at vende skuden med resten af truppen og trænerstaben. Vi skal vise fansene, at vi vil mere, end det vi har vist indtil nu,” slutter Bay.


Besked fra BK Viktoria:

Der er gratis entré, og der vil være afsnit til begge holds tilskuere. Coronapas skal fremvises ved forespørgsel ved indgangen som er placeret på langsiden over imod legepladsen. Der vil maksimalt blive lukket 500 gæster indenfor hegnet.


Er man forhindret, kan kampen streames via linket nedenfor – Fremad Twitteren dækker derfor ikke kampen live:

https://pokalturnering.dk/live-stream/