FELIX WINTHER SÆLGES TIL NORSKE TROMSØ IL

Vi er her til eftermiddag blevet enige med norske Tromsø IL om et salg af Felix Winther, der med øjeblikkelig virkning skal tørne ud for hans nye klub i den bedste norske række, Eliteserien.


Vores unge Ama’rkaner byttede i 2019 ungdomsfodbolden i FCK ud med seniorbold på Ama’r.

Vi hentede den unge midtbanespiller efter hans udløb med FCK, og han har siden taget nogle flotte skridt fremad på vejen mod hans næste skridt i karrieren.

Efter to års ophold på Øen, har han nu været forbi kontoret for at skrive under på aftalen med den norske klub, hvor han tiltræder på en kontrakt til slutningen af 2024.


Gaxe siger følgende om transferen af Winther:


”Vi fik en henvendelse fra Tromsø for knap en uge siden, der spurgte ind til Felix Winther. Det viste sig at være mere end bare lidt løs interesse, og de har intensiveret deres interesse i løbet af de sidste par dage. Jeg har haft nogle gode snakke med både Felix og hans agent, og Felix har vist stor interesse i at tage det næste store skridt,”


”Felix har udviklet sig rigtig godt siden ankomsten i 2019, og er en væsentlig del af planerne. Derfor har vi heller ikke haft intentioner om at sælge ham. Med to år tilbage af kontrakten, har vi modtaget et rigtig godt tilbud, som vi ikke kunne afvise. Det er kombineret med et ønske fra Felix om at spille i den bedste norske række. Vi ønsker ham stort held og lykke med opholdet i Norge, og takker ham for en dedikeret indsats for Fremad Amager,”.


Det er en vemodig afsked for Winther, der har fået masser af erfaring og gode oplevelser med sig:


”Jeg kom til klubben for små to år siden direkte fra ungdomsfodbold. Det var en helt ny start for mig, og jeg skulle pludselig til at lære at spille “voksenfodbold”. Det har været to år med op- og nedture, som det jo oftest vil være som fodboldspiller, men jeg har altid følt mig godt tilpas i Sundby Idrætspark. Jeg har lært utrolig meget af både medgangen og modgangen i min tid i Fremad, hvilket også har gjort, at jeg føler mig klar til det næste skridt i min karriere. Jeg er stolt og glad for at jeg nu kan få muligheden for at prøve mig selv af i den bedste norske række, og glæder mig til et nyt eventyr. Jeg kan dog sige med sikkerhed; Det er ikke sidste gang, jeg er i Sundby Idrætspark. Det er noget for sig selv!” slutter Felix Winther.


Tak for den dedikerede indsats på Ama’r - vi ønsker dig alt det bedste i Norge, Winther!