FRA GLASGOW TIL AMA’R – LØVENKRANDS ER NY CHEFTRÆNER

Efter flere rygter om ny cheftræner til Fremad Amager, kan vi nu bekræfte rygterne tidligere på dagen. 41-årige Peter Løvenkrands er ny cheftræner i klubben.


Med en flot international karriere som spiller i både Glasgow Rangers, Schalke 04, Newcastle og Birmingham, samt 22 kampe for det danske landshold, kan han nu vende hjem til Danmark igen.

Den nye cheftræner er nu på plads kort inde i transfervinduet, og står klar på mandag, når Fremad Amager møder ind til opstart.


Gaxe er meget tilfreds med ansættelsen af en ny cheftræner:


”Det har været et spændende forløb med flere kandidater til rollen som cheftræner i Fremad Amager. Det har spidset til i løbet af den seneste uge, og Peter har efterladt et rigtig stærkt indtryk. Efter samtalerne var der ingen tvivl, om han var vores klare førsteprioritet. Han kommer med en rigtig stor erfaring fra udlandet som spiller, og har senest haft et stort ansvar i Glasgow Rangers for nogle rigtig dygtige unge spillere,”


”Derudover har samtalerne også vist, at han har en stærk vindermentalitet, og har samme attitude, som da han selv var aktiv som spiller.

Han har derudover den højeste trænerlicens, og er rigtig skarp i forhold til, hvad han vil. Vi er enige om, hvilket udtryk vi gerne vil se i dagligdagen hos spillere og stab. Vi er stolte af at kunne tiltrække Peter som cheftræner i Fremad Amager,” slutter Gaxe.

Efter mere end 20 år i udlandet som spiller og senest cheftræner for B-holdet i Glasgow Rangers, er Løvenkrands nu rigtig spændt på et nyt kapitel på dansk jord:


”Jeg glæder mig helt sindssygt til at komme ind på trænerkontoret og møde stab og spillere på mandag. Det er en fantastisk følelse at skrive under på kontrakten, hvor jeg nu kan se frem til mit første fodboldmæssige ophold i Danmark efter mere end 20 år i udlandet,"


”Først og fremmest føler jeg, det er det rigtige skridt for mig. Allerede ved første telefonsamtale med Gaxe, var jeg inspireret af den energi og de tanker, han har om sammensætningen af et team. Jeg rejste derefter til København for at gå endnu mere i detaljer omkring klubben som helhed og den retning, vi skal i. Der er et meget stærkt sammenhold med de personer, som er en del af hverdagen i klubben, og det tiltaler mig rigtig meget. Jeg tror på at alle involverede, kan gøre en forskel for klubben,” siger Løvenkrands.


Første skridt i trænerudviklingen blev i en klub, hvor Peter var en meget populær herre som aktiv spiller. Han nåede mere end 150 kampe i Glasgow Rangers, hvor han så senere hen blev tilkoblet som B-hold manager. Her var han bl.a. under læring af Liverpool-legenden, Steven Gerrard:


”Fra min tid i Glasgow Rangers fik jeg en masse erfaring fra Steven Gerrard og Michael Bill, der gav mig nogle vigtige redskaber i hverdagen. Chefrollen for B-holdet gav mig en mulighed for at arbejde på min udvikling og udviklingen af de spillere, der skulle kæmpe om en plads på et rigtig stærkt førstehold under ledelse af Gerrard. Vi vandt rækken for reserver, og blev kort efter tilmeldt en international række med stærke U19-hold som Bayern München, Benfica og bl.a. FC København. Der var rigtig meget international læring ved at spille mod klubber med så veletableret ungdoms-setup. Nu starter der et nyt kapitel i min karriere, og det er jeg rigtig spændt på at få startet mandag morgen, ” slutter Peter Løvenkrands.


Velkommen til Øen, Løvenkrands!