FREMAD HAR NY ASSISTENTTRÆNER MED TIL NYBORG

Efter ansættelsen af Peter Løvenkrands i rollen som cheftræner, har der været en plads ledig i staben. Rollen som assistenttræner er nu udfyldt – Artur Hovhannisyan skifter rollen ud som cheftræner for FDC Vista i Rusland, hvor flere af de unge Fremad-spillere har haft deres Akademiophold, med en rolle som assistenttræner i Fremad Amager. Dermed tager Artur plads ved siden af Løvenkrands i trænerrummet.


Den 36-årige armenier har de seneste to sæsoner stået i spidsen for flere af de unge udenlandske Fremad-spiller, der har været en del af FDC Vista i Rusland. Artur har derfor været ansvarlig for udviklingen af de spillere, der har taget næste skridt med et skifte til Fremad.


Rollen bliver tildelt Artur som et led i den udvikling, der skal optimeres yderligere blandt de yngre spillere, siger Sportschef Gaxe:


”Vi har de seneste sæsoner fået selskab af flere unge udenlandske spillere i form af Kunle, David Martin, Momo og flere endnu. Størstedelen af vores unge udenlandske spillere kommer hertil efter en periode hos FDC Vista, hvor Artur har været cheftræner. Han har erfaring med udviklingen af kompetencerne for ungdomsspillere, og er meget detaljeret i det arbejde, han udfører. Der vil i Fremad Amager fortsat være et antal af de unge udenlandske spillere i truppen, og derfor skal vi kunne udvikle deres kompetencer bedst muligt. Det bliver derfor også et hovedområde for Artur i Fremad Amager. Med tilgangen af Artur, har vi fire trænere med en meget professionel indstilling,”


”Jeg har haft nogle samtaler løbende med Artur i forhold til rollen i klubben. Han er velforberedt, har et stort kendskab til spillerne, og ønsker at gøre en forskel. De fire trænere i staben kan nu fokusere på sammensætningen af arbejdsopgaverne og få tilført en stærk dynamik i trænerrummet,” slutter Gaxe.


Den nye assistenttræner kommer med erfaring som bl.a. fitnesstræner for U-landsholdene i Armenien, hvor karrieren også har budt på en assistentrolle i den nationale liga i Armenien.

Artur selv er begejstret over at kunne tiltræde som assistenttræner:


”Det er stort for mig at komme til Fremad Amager. Jeg har været tæt tilknyttet til klubben de seneste par år, hvor jeg har fulgt klubben og mine tidligere spillere tæt. Vi har bl.a. været samlet på træningslejr, og haft en tæt dialog omkring udviklingen af spillerne. Jeg har haft nogle rigtig gode samtaler med Gaxe omkring klubben og holdet som helhed. Flere af spillerne kender jeg rigtig godt fra tiden i Vista, og det er fantastisk at se dem igen. Mest af alt glæder jeg mig til at komme ud på træningsbanen og gøre en forskel. Det bliver fortsat en del af mit arbejde at udvikle spillere, og det betyder meget for mig. Spillerne skal kunne vokse og dermed skabe resultaterne som en stærk enhed,”


”Der skal formentlig bruges et par dage på at tilpasse mig de nye omgivelser, men jeg har fulgt træningen og møderne tæt de sidste par dage siden min ankomst. Jeg har stor respekt for den indstilling, der er skabt på træningsbanen af Peter, Jesper og Mathias. Jeg er her for at byde ind med nogle af de kompetencer, der kan hjælpe både trænere og spillere i den rigtige retning. Peter som cheftræner skal kunne mærke vores opbakning, i det han laver, og vi skal få det optimale ud af arbejdet på træningsbanen. Jeg glæder mig til at lære alle sammen bedre at kende omkring holdet, og er spændt på holdets første udfordring senere i dag mod OB,” siger Artur.


Efter dagens kamp tager vi en snak med Løvenkrands omkring trænergruppen og de forskellige fokuspunkter.


Fynboerne har sørget for live-streaming af dagens kamp – I kan følge opgøret via OB.dk


Velkommen til Øen, Artur!