FREMAD LANDER AFTALE MED OMBEJLET KANTSPILLER

På dagen hvor vi har haft ”Salle” på skærmen med nyheden om salg af sæsonkort, kunne han samtidig hilse på en ny profil til Øens hold – Lucas Haren har haft kuglepennen i hånden og skrevet under på en aftale med Fremad Amager.


Lucas Haren var en stor profil for FC Helsingør i 20/21 sæsonen, og var en konstant trussel for enhver bagkæde i NordicBet Ligaen. Den 23-årige kantspiller har derudover optrådt for FC Nordsjælland (ungdom), Randers FC og HIK, der venter i morgendagens træningskamp.

Den nye Fremad-spiller har i de seneste uger haft muligheder i ind- og udland, men har nu fremtiden på plads.

Den aftale blev en realitet efter en samtale med Gaxe og Løvenkrands, der tidligere på dagen kunne stikke Lucas hånden og byde ham velkommen i klubben.


Det er en profil til holdet, der bliver tildelt et stort ansvar i samarbejde med stammen på holdet. Gaxe er overbevist om, at Haren passer perfekt ind på holdet:


”Det er rigtig stærkt at vi har kunne tiltrække Lucas til Fremad Amager. Hans forårssæson i FC Helsingør var imponerende, og vi havde ret tidligt i processen gjort Lucas opmærksom på vores interesse. Det er derfor en spiller, der kommer til, som vi har prioriteret højt. Han kommer til at passe perfekt ind i den rolle, vi skal bruge. Han er ikke bange for at udfordre sin direkte modstander, og er lynhurtig,”



”Vi har haft en rigtig god snak med Lucas omkring hans tanker med opholdet i klubben, og han er meget bevidst omkring, hvad han selv kan tilføre. Det hjalp også Lucas at kunne tale med Løvenkrands omkring, hvordan de ser fodbolden og udtrykket på banen. Det er en rigtig god aftale for begge parter,” slutter Gaxe.


Hør fra vores nye mand via interviewet!


Der venter en træningskamp i morgen mod HIK, og vi har endelig fået banket et setup på plads for at kunne leve op til restriktionerne. Man SKAL tilmelde sig for at få adgang til træningskampen via nedenstående link og fremvise et gyldigt coronapas ved indgangen under tribunen - få derudover muligheden for at se de nye Fremad-spillere i aktion:

https://shop.fremadamagerelite.dk/kampe


Velkommen til Ama’r, Haren!