GAXE MED FOKUS PÅ INDSTILLING OG SAMMENSÆTNING

Pointantallet efter 22 runder var ikke nok til en placering blandt de seks bedste i grundspillet. Derfor venter der nu 10 kampe i et slutspil, hvor der er langt ned til nedrykningsstregen på en nuværende 7. plads.

Sportschefen taler lidt ind i den nuværende situation, samt hvad der arbejdes på i kulisserne frem til en ny sæson:


”Vi glæder os til at komme i kamp igen. Efter sidste kamp i grundspillet i Silkeborg, sad der en tung ærgrelse i kroppen hos alle sammen. Vi spillede for at komme med i top seks, som ikke lykkedes efter for få point efter de 22 runder. Nu har vi 10 kampe i slutspillet i den anden ende af tabellen, og der skal vi have fuldt fokus nu. Indstillingen skal være, at vi forbedrer os for hver dag,”


”Joakim holder fokus på hver kamp for sig, og så koncentrerer jeg mig om tingene udenfor banen. Den trænerstab vi har, arbejder rigtig godt sammen, og har en stærk indstilling til hverdagen. Der har været nogle udskiftninger i et kort transfervindue i januar, og derfor har jeg også fokuseret på, hvordan brikkerne bliver samlet til den nye sæson. Dem der vil det her 100%, er også dem, vi sætter vores lid til,” siger Gaxe.


I sidste uge kunne vi præsentere en forlængelse med topscoreren og en lederskikkelse i truppen, Kristoffer Munksgaard, som Gaxe kaldte en vigtig forlængelse for klubben. I onsdags kunne vi så offentliggøre forsvarsspilleren, ”Kritte”, der kommer til Øen den 1. juli fra FC Helsingør.

Begge spillere er en del af den konstellation, der arbejdes på til den kommende sæson med et lidt mere skandinavisk præg:


”Det var rigtig vigtigt med forlængelsen af Munksgaard, og lige præcis forlængelserne har også været et fokus. Vi har en god dialog med flere spillere i truppen omkring fremtiden. Jeg kan ikke sige meget om, hvor langt vi er henne med specifikke spillere. Vi arbejder hårdt på at samle et hold af spillere, hvor der er et større skandinavisk præg i truppen,”


”Med seneste tilføjelse i onsdags af ”Kritte”, er vi på vej i retningen af de ændringer, der arbejdes på. Han er opsat på at arbejde hårdt for at udvikle sig, og kan allerede nu presse på for en startplads. De spillere der skal være med her, skal være sultne. Både når de går på træningsbanen med trænerstaben, samt når de trækker trøjen over hovedet på kampdage,” siger han og fortsætter:


”Vi skal bruge de her 10 kampe på to ting; at vinde og udvikle os. Når vi går på banen, er det for at vinde – længere er den ikke. Det skylder vi fans, sponsorer og ikke mindst os selv,” slutter Gaxe.


Når vi kommer lidt længere frem på sæsonen, tager vi en snak med Gaxe igen, og får åbnet lidt op for retningen i den nye sæson.


I morgen kl. 15 går det løs mod Vendsyssel FF i Sundby i den første ud af 10 kampe i slutspillet. Kampen kan følges på Viaplay eller via Fremad Twitteren!




  • LinkedIn Social Ikon
  • Facebook App Icon
  • Instagram App Icon
  • Twitter App Icon
© 2017 FREMAD AMAGER ELITE APS
SUNDBYVESTERVEJ 60 / 2300 KØBENHAVN S / +45 28 30 35 18 / info@faelite.dk