LORENT SELMANI: MIN FAMILIE OG MINE VENNER HAVDE FILMET DET HELE

I kampen mod Skive IK havde vi fornøjelsen af tre unge U19-spillere fra AC Amager Academy. Ato Junior Smith (th. på billedet) fik tidligere på sæsonen debut i kampen mod Hvidovre som den første akademispiller fra AC Amager nogensinde.


I kampen mod Skive IK var det så Lorent Selmani (i midten på billedet), der fik den store oplevelse med debut i NordicBet Ligaen. Selmani kom til Akademiet sidste år fra Hvidovre IF som U17-spiller. Han var til prøvetræning hos Akademiets U19-hold, og har i forårssæsonen spillet seks kampe med et mål og to oplæg.


Det var overvældende og rigtig stort for både Selmani selv og hans familie:


”Det var en rigtig fed oplevelse at mærke følelsen i kroppen, da jeg løb på banen. Det kan jeg ikke beskrive meget bedre end det. Jeg blev vildt glad, da trænerne kaldte mig hen til bænken for at gøre mig klar til spilleminutter. Min familie og flere af mine venner havde filmet det hele på telefoner, og der var rigtig mange lykønskninger. Mine tanker var bare at komme på banen og gøre mit bedste”


Èn ting var den store oplevelse at løbe på banen til debut, men kampens afslutning var ikke som ønsket:


”Det var rigtig hårdt med en sen scoring fra Skive. Der var stort set ikke mere tid at spille om efter deres scoring, og det var svært med sådan en afslutning på kampen. Det var en del anderledes at komme på banen i en seniorkamp, hvor intensiteten er en del højere end normalt på U19-niveau. Fysikken er ret afgørende i sådan en kamp, og det vigtigste for mig var at ’time’ mine førsteberøringer og holde bolden tæt på mig. Min teknik på bolden er min bedste kompetence,” siger Selmani og fortsætter.


”Siden min debut har jeg holdt fast i at klø på og komme tættere på en ny chance enten med førsteholdstræning eller kamp. Jeg er førsteårs U19-spiller, og har stadig mange ting at lære endnu. At jeg er nået hertil med seniordebut for Fremad Amager, er et resultat af mit hårde arbejde undervejs. Jeg er stolt af det, og jeg glæder mig til at give 110 % for holdet næste gang. Det handler om at holde fast, og suge det hele til mig både på træningsbanen og under kampene,” slutter Selmani.


Sæsonens sidste kamp spilles torsdag aften i Hjørring mod Vendsyssel FF. Der er kampstart kl. 19:00 – vi dækker kampen via Fremad Twitteren, og kampen kan også streames på Viaplay.


#LorentSelmani


På billedet fra venstre:

Noah Jensen, Lorent Selmani og Ato Junior Smith.