NY KAPTAJN PÅ ØEN / MUNKSGAARD SKAL LEDE FREMAD-HOLDET

Den nye cheftræner, Peter Løvenkrands, har valgt spilleren, der skal gå forrest med anførerbindet - Kristoffer Munksgaard overtager rollen som kaptajn, og der var ikke den store tvivl om det valg, lyder det fra cheftræneren:


"Der var ingen tvivl om valget af kaptajn. Hans opførsel, professionelle attitude og arbejdsindsats smitter af på hans holdkammerater. Han går forrest, samler truppen, og er fantastisk til at håndtere den generelle stemning. Som cheftræner er det vigtigt for mig, at jeg har en pålidelig spiller i den rolle, der kan kommunikerer klart og tydeligt - og vigtigst af alt; Han har et menneskeligt fokus, og tør sætte krav til alle spillere i omklædningsrummet.

For trænerteamet er det vigtigt at kunne benytte os af både Munksgaard og de andre spillere i anførergruppen. Jeg har et behov for, at de deler holdninger og tanker, i forhold til hvad der sker. Det ansvar som kaptajn, er jeg sikker på, Munksgaard lever op til," siger Løvenkrands.


Munksgaard træder derfor ind på banen mod OB i morgen kl. 13:00 med anførerbindet om armen. Værterne fra Fyn har arrangeret live-streaming af kampen i Nyborg. Vi vender tilbage med mere info om link til streaming af kampen på OB's hjemmeside, når vi har oplysningerne.


Se interviewet med kaptajn-Munksgaard her: