NYTILFØRT POWER TIL OFFENSIVEN – JOHANSSON ER NY MAND PÅ ØEN

Vi siger velkommen på Øen til Jakob Johansson, der har skrevet under på en kontrakt med Fremad Amager - han skal fremover rive boldene i nettet i den blå Fremad-trøje!


Johansson kommer til klubben efter at have optrådt for FC Nordsjælland, Randers FC og senest HB Køge. Med mere end 75 kampe i NordicBet ligaen og kampe i landets bedste række, har han også mere end 10 U-landskampe i de danske farver.


Der kommer et spændende aktiv ind på holdet, der har en fantastisk indstilling – der er ild i øjnene, når bolden er omkring ham, udtaler Sportschef Gaxe:


”Jeg har set Jakob spille på positionen som angriber og offensiv wing siden hans tid i FC Nordsjælland og Randers FC. Han har en kæmpe sult og store ambitioner. Hans mindset passer godt ind på holdet, og han angriber med alt han har i sig. Han er hurtig, aggressiv og jagter mål,”


”Han har haft en sæson, hvor han har spillet helt ude af position som wingback. Jeg er sikker på, han er en bejler til én af de offensive pladser, når han lærer holdet og staben at kende. På trods af en alder på 22, har han samlet en god erfaring. Han har ild i øjnene, når bolden er omkring ham, og det giver os nogle spændende muligheder offensivt,” siger Gaxe.


Hør fra Johansson selv via interviewet nedenfor:


Johansson overtager trøjenummer 11, og kan få uofficiel debut på lørdag i træningskampen mod HIK i Sundby. Mere info følger om hjemmekampen, da vi afventer nogle restriktioner i henhold til Covid-19.


Velkommen på den rigtige side, Johansson!