STOR MILEPÆL I FREMAD AMAGER ELITE – FØRSTE AKADEMIPARTNER

Det er med stor glæde i stemmen at kunne fortælle om en vigtig udvikling på den kommercielle side i fodboldklubben – vi kan i dag offentliggøre den FØRSTE Akademipartner i Fremad Amager Elite.


Grundlaget for den første Akademipartner er en succeshistorie i sig selv – det er nemlig ingen ringere end den tidligere Fremad-spiller, Michael Gernsøe. Samme mand, der kæmpede sig igennem ungdomsårene fra perioden som 1. Junior og senere til en fast plads i startopstillingen på førsteholdet. Gernsøe har selv en ung knægt, der spiller på AC Amager Academy.


Michael Gernsøe og Lars Hagmann står bag Smile ’n Drive, som er en køreskole på Amager med stort fokus på smilet:


”Vi udvikler primært unge mennesker gennem et professionelt, trygt og ikke mindst sjovt forløb i en meget uformel tone til at blive dygtige og ansvarlige billister.

Om end forløbet for eleven er individuelt, oplever vi altid fælleskab, glæde, støtte og sammenhold blandt vores elever. Det er værdier, som man i den grad kan drage paralleller til i sportens verden,” siger Gernsøe


Det betyder noget helt specielt for Gernsøe, selv at kunne give noget tilbage til klubben:

Vi glæder os ekstremt meget til samarbejdet med Fremad Amager Elite omkring AC Amager Academy. Ikke mindst til at støtte de unge talenter i deres drømme om at udvikle sig til at blive endnu dygtigere fodboldspillere, således fødekæden er sikret til de næste førsteholdsspillere.

AC Amager Academy er et spændende projekt, som vi gerne vil være en del af, og så er det ikke en hemmelighed, at Fremad Amager er min hjerteklub. Jeg kan takke klubben for mange gode oplevelser og relationer, og er glad for at kunne give noget tilbage til klubben efter nogle gode ungdomsår og knap 140 førsteholdskampe for Øens hold.

Vi ønsker alle i klubben god vind, og glæder os meget til at følge alle de unge ærgerrige og dygtige talenter fra sidelinjen,” slutter Michael Gernsøe.


Allan Ravn har tidligere talt om sammenbindingen af førsteholdet og akademiet mht. det sportslige aspekt – nu er der taget et rigtig spændende skridt i forhold til at sammenkoble det kommercielle univers med både partnere i netværket med opbakning til både førsteholdet og de unge drenge.

Den kobling er et vigtigt skridt på vejen:


”Sammenkoblingen mellem førsteholdet og AC Amager har nået et pænt stykke vej, siden vi skød projektet i gang i januar 2020. Den her ’Launch’ af en ny sponsorrang som Akademipartner er også en væsentlig udvikling i vores strategi. Derfor kan vi nu byde Michael Gernsøe og Smile’n Drive ”velkommen hjem” i hjerteklubben.

Aftalen betyder, at de får eksponering via vores forskellige platforme, og samtidig bliver eksponeret på spillershortsene hos U17 og U19 på AC Amager Academy,” siger Allan Ravn.


Se mere til virksomheden:

https://smile-n-drive.dk/


Kontakt Anette Manniche via aj@faelite.dk eller Simon Bonnerup Kristensen via sm@faelite.dk for mere info om netværket i Fremad Amager.