TRE SPILLERE TAKKER AF EFTER KONTRAKTUDLØB

Enkelte Fremad-spillere har haft udløb af kontrakterne her i starten af 2021. Vi skal derfor tage afsked med Filip Djukic, Bilal Masaad og Tunc Tiryakioglu, der ikke fortsætter efter deres udløb af kontrakterne.


Djukic kom til klubben i oktober måned, da Fremad manglede mere bredde til målmandsposten. Det blev til en kort aftale netop for at udfylde hullet frem til transfervinduet. Der har været dialog omkring fremtiden for begge parter, og der er ikke enighed om at fortsætte samarbejdet. Grundet stor konkurrence på målmandsposten nåede Djukic ikke at få debut for klubben, men gav den en skalle både til træning og på kampdage.


Bilal er en af vores Ama’r drenge, og har spillet to år som U19-spiller under bl.a. Kenny Thorup som cheftræner. Bilal blev rykket op på førsteholdet i januar 2019, og skrev under på sin første professionelle kontrakt. Siden har Bilal haft nogle indhop i 1. Divisionskampene og i pokalkampene. Han har ligeledes haft to lejeophold i henholdsvis BK Avarta og FC Roskilde.


Så skal vi også tage afsked med truppens ”lillebror”. Tunc fik sine første fodboldstøvler i hænderne som en lille knægt, og blev meldt ind i Fremad Amager for at spille fodbold i sin første klub. Med lidt klubskifter i teenageårene, kom Tunc tilbage til klubben, og har været i Fremad Amager i mere end 10 år sammenlagt. Ligesom Bilal, blev Tunc også rykket op i førsteholdstruppen i januar 2019 fra U19-holdet, hvor han tilmed skrev under på sin første professionelle kontrakt. Tunc har siden været en fast del af førsteholdet med indhop i forskellige kampe i både 1. Division og pokalkampene.


Allan Ravn ønsker de tre drenge held og lykke med de kommende:


”Alle tre spillere har en væsentlig ting tilfælles; Deres attitude og indstilling som fodboldspillere har været imponerende hos os. De har været vellidt i truppen, og der er ikke en finger at sætte på deres indsats på og udenfor banen. Djukic hjalp op i en svær situation, da vi løb ind i skader og sygdom på målmandsposten. Han har givet den en skalle på træningsbanen og på kampdage, og det sætter vi stor pris på. Vi ønsker ham god vind med fremtiden,”


”Bilal og Tunc er en historie for sig i vores trup. Det er to lokale drenge, der begge blev rykket op på førsteholdet fra U19, og blev belønnet med en kontrakt for den flotte udvikling. De har begge udvist stor forståelse for dét at være fodboldspiller i Fremad Amager, og deres engagement har været helt i top i en svær rolle som unge spillere i en trup. Vi ønsker dem held og lykke med de nye udfodringer, der venter dem,” slutter Allan Ravn.


Rigtig god vind til alle tre spillere med de nye udfordringer!