U19-HOLDET HAR NY CHEFTRÆNER PÅ PLADS

41-årige Michael Lundsgaard Winter er klar til at tage holdet til næste step, hvor der fra sommer venter nye store udfordringer – Divisionsfodbold på landsplan. Han er ny cheftræner for U19-holdet på AC Amager Academy.

Winter har mange års trænererfaring fra både senior- og ungdomsfodbold i Danmark. Han har derudover spillererfaring med ophold i både svensk, tysk og dansk fodbold.

Ungdomserfaringen som træner kommer efter ophold hos HIK og FC Roskilde, hvor hans erfaring fra seniorfodbold kommer efter bl.a. en rolle som cheftræner for Randers FC-reserverne med involvering på deres elitesportscollege for ungdom i fire år, cheftræner for Brønshøj Boldklub og senest som cheftræner for TB Tvøroyri på Færøerne.

Selv er Winter spændt på et nyt kapitel, hvor ungdomsfodbolden endelig venter igen efter flere år som seniortræner – en rolle i ungdom, han har ønsket at vende retur til:

”Først og fremmest er jeg rigtig glad for at indgå en aftale med AC Amager, og glæder mig til at være en del af et rigtig ambitiøst projekt med mange passionerede fodboldnørder. Jeg har savnet hele sammensætningen omkring trænerarbejdet med ungdomsspillere, efter en periode på fire-fem år som seniortræner. Jeg har ventet på en spændende chance for at komme tilbage i et miljø, jeg elsker at arbejde med,”

”Efter en henvendelse fra Philip omkring en rolle som cheftræner for U19, skulle jeg ikke tænke mere end én gang. Efter at have været i Brønshøj tidligere, har jeg en meget stærk tilknytning til de gamle traditionsklubber, og det er sådan, jeg ser på en klub som Fremad Amager. Arbejdsraten, faciliteterne og folkene omkring sådan en klub, gør det meget spændende at arbejde med. Jeg kommer fra Tyskland hvor den fodboldkultur findes på Amager, og det er attraktivt for mig,” siger Michael Winter, og uddyber hans forventninger til den nye rolle.

”Som opdraget fodboldmand i Tyskland med, ’Ordnung muss sein’, er hårdt arbejde en væsentlig faktor for udvikling. Jeg er spillernes mand, og vi skal turde sætte krav til hinanden. Det menneskelige fokus står øverst på min prioritetsliste, og spillerne skal kunne mærke og vide, at jeg er let tilgængelig. Døren står altid åben for samtaler, uanset om det gælder fodbold, skole eller arbejde. Unge spillere har mange ting, de skal forholde sig til og et stort pres for at opnå den bedste udvikling. Det skal jeg og de andre trænere hjælpe dem igennem med bedst muligt. Med seneste tilføjelse i staben af John Ranum fra Brøndby IF, ser jeg også frem til at dele udvikling af spillere med ham, som vel nok er den største ungdomstræner i dansk fodbold med flest udviklede landsholdsspillere. Jeg er også her for at blive klogere og udvikle mig. Den passion for fodbolden kan jeg mærke blandt ledere og trænere her, og nu glæder jeg mig bare til at komme i gang,” slutter Michael Winter.

Akademichef Philip Hansen er meget tilfreds med at kunne tilknytte Winter, der nu skal tage holdet det næste skridt op ad stigen:

”Noget af det vigtigste ved tilføjelsen af Michael, er at have nogle kapaciteter, der har værktøjerne til at rykke spillerne til et højere niveau. De menneskelige og faglige kompetencer vægter jeg højt, og vi er et fodboldhus med en kæmpe passion for fodbold. Michael er kendt for hans hårde arbejde og som en rigtig dygtig træner i udviklingsfasen. Han kommer ind med stor erfaring fra både senior- og ungdomsfodbold, og har selv spillet tidligere. Han kan videregive værdifuld erfaring omkring den udvikling, spillerne gennemgår både på træningsbanen og i taktiklokalet,”

”Vi går en meget udfordrende og spændende tid i møde med Divisionsfodbold for de ældre årgange. Efter et første år, hvor vi skulle samles på flere kanter, skal vi nu tage et skridt opad med læringen på og udenfor banen. Det er også én af grundene til, vi hentede John Ranum ind til vores stab tidligere på året. For at kunne løfte os, skal vi være i konstant udvikling på flere forskellige parametre, hvor også kravene eksternt fra DBU skal honoreres for at bygge på. Det er noget af det, vi kan opnå med Winter som U19-cheftræner, der sætter store krav til sig selv og omgivelserne. Jeg er sikker på, det bliver et spændende år for vores kommende U19-drenge,” siger Philip Hansen.

Velkommen til Øen og AC Amager, Winter!