UNG NIGERIANSK SPILLER ER PÅ PLADS I FREMAD

For et par måneder tilbage underskrev Obinna Awara sin første professionelle kontrakt, og han kan nu kalde sig Fremad-spiller efter papirerne er faldet på plads.

Den 18-årige nigerianer kommer som udviklingsspiller fra FDC Vista, og er nu blevet genforenet med flere af sine tidligere medspillere, som f.eks. Kunle, David Martin og Momo.


Den nye back/kantspiller kom til Danmark første gang i starten af januar, og var involveret i truppen fra opstarten. Her var han med i tre træningskampe mod Avarta, Lyngby og FC Nordsjælland. Obinna kom på banen i 2. halvleg mod Avarta og scorede til 3-0 i den kamp.

Sidenhen har papirarbejdet været en anelse forsinket, men er nu færdiggjort.


Gaxe siger følgende om den unge spiller, der skal indgå i truppen for at bygge yderligere på:


”Obinna er en ung spiller, der kommer fra FDC Vista, hvor flere af de nuværende unge udenlandske spillere kommer fra. Han er i en periode af sin fodbolduddannelse, hvor han skal fokusere på udviklingen af sin mentale styrke og sin fysik. Nu hvor papirarbejdet er på plads, kan han også optræde i officielle kampe for Fremad Amager. Han har vist fine takter i venstresiden med god fart og et godt venstreben. Hans næste fase af udviklingen bliver vigtig i de kommende måneder,” siger Gaxe.


Obinna har haft god tid til at tilpasse sig, og er spændt på næste fase i sin udvikling:


”Det har været nemmere at falde til, da jeg i forvejen kender flere af spillerne. Jeg ved, det kræver en masse hårdt arbejde for at nå til næste skridt i min udvikling. Det er det, jeg skal fokusere på nu. Jeg er meget taknemmelig over at underskrive min første professionelle kontrakt, og det har ikke været nemt at nå dertil. Som fodboldspiller i Nigeria kræver det meget at komme ud af et akademi eller en klub og få chancen i en europæisk klub. Jeg kan ikke helt beskrive min glæde, for det er meget stort for mig,” siger den 18-årige nigerianer.


Velkommen til Øens hold, Obinna!




  • LinkedIn Social Ikon
  • Facebook App Icon
  • Instagram App Icon
  • Twitter App Icon
© 2017 FREMAD AMAGER ELITE APS
SUNDBYVESTERVEJ 60 / 2300 KØBENHAVN S / +45 28 30 35 18 / info@faelite.dk