4 spillere forlader fremad amager ved kontraktudløb
De seneste par dage har vi præsenteret forlængelser og en ny spiller. Når der kommer nye spillere ind, skal der jo desværre også nogle ud af døren. Derfor siger vi pænt farvel til følgende 4 spillere, der forlader klubben ved kontraktudløb den 30. juni: Alexander Petræus, Rasmus Rønne, Hjalte Dalsgaard og Steven Bala.
Alexander Petræus kom til klubben i januar 2024 og har siden da spillet 71 kampe og scoret 10 mål. David Boysen sætter følgende ord på beslutningen om Petræus: “Petræus har nogle helt fantastiske egenskaber og hvis det lykkedes ham, at få dem forløst, så ligger der en flot fremtid foran ham. Desværre har AP ikke helt bidt sig fast i foråret, og i og med, at vi går efter yderligere at styrke konkurrencen på de offensive pladser, så bliver det ikke nemmere at få spilletid. Så både vi og Petræus mente, at det giver mening at kigge andetsteds hen.”
Rasmus Rønne kom til klubben i januar fra Danmarksserieklubben FC Gladsaxe. Boysen sætter følgende ord på: “Rønne tog springet fra DS til Fremad Amager i Januar og det har på den korte bane været en stor mundfuld. En ting er det fodboldmæssige niveeau, men i lige så høj grad at skulle få dagligdagen til at hænge sammen med eget firma og formiddagstræning. Rønne har nogle voldsomme egenskaber, hvor jeg blandt andet tror, at han er den hurtigste i rækken. Men her er der mange ting, der har spillet ind og jeg er sikker på at Rønne nok skal finde sin vej - hvad end den så bliver.
Hjalte Dalsgaard skal også videre i karrieren efter 2 år på Amager. Hertil udtaler Boysen: “Allerede i januar undersøgte vi mulighederne for Hjalte. Men Hjalte tog en sej beslutning om blive og kæmpe sig til pladsen. Hjalte har trænet professionelt hver dag og været en del af ekstremt succesfuldt målmands team. Nu er det dog tid til, at Hjalte skal ud og have spilletid og derfor går vi hver til sit.
Steven Bala blev i januar lejet hos AB og det har i løbet af foråret knebet med spilletiden for offensivspilleren: “Bala har gjort alt hvad han kunne, men der har simpelthen været for langt til spilletid. Det til trods, så tror jeg, at jeg taler for alle i klubben, når jeg siger, at vi virkelig undede ham at score i sidste kamp. Det var dejligt at se det lykkedes.“
Tusind tak for indsatsen på Amager alle 4!
Yderligere et par spillere har udløb den 30. juni, men der er stadig dialog med disse spillere om hvad fremtiden skal bringe. Mere info kommer når der er afklaring.