Jeppe Brinch forlænger og 3 spillere med udløb

Her kommer status på de sidste spillere, hvis kontrakter stod til udløb i dag, den 30. juni.

For det første er vi rigtig glade for, at vi er blevet enige med Jeppe Brinch om at forlænge hans kontrakt. Den rutinerede midtstopper bliver således på øens i mindst et år endnu.

David Boysen er glad for forlængelsen: ”I januar var vi en smule i tvivl omkring Jeppes fysik og han havde lidt skader i starten af foråret. Men med hans professionelle tilgang til både hans krop og hverdag, så fik Jeppe styr på det, og spillede derefter et fantastisk forår, hvor han var en del af den bedste defensiv i rækken. Jeg glæder mig til at se Jeppe i en pre-season uden skavanker komme helt tilbage på top niveau. Så har vi her som minimum en 1. divisions midterforsvar.”

Også Jeppe er glad for forlængelsen og tilværelsen i klubben: ”Jeg er rigtig glad for at have forlænget. Klubben har gang i et spændende og ambitiøst projekt, som jeg tror på, og som matcher mine egne ambitioner. Samtidig har vi en stærk trup med et stort potentiale, og jeg glæder mig til at fortsætte udviklingen sammen med holdet.”

Lejeaftale med Daniel A. Pedersen slutter - men starter op med os

Vores aftale med AB om leje af Daniel A. Pedersen er også slut. Hans kontrakt med AB udløber ligeledes og derfor er vi blevet enige med Daniel om, at han træner med hos os i opstarten.

Farvel til Otto Dupont og Magnus Gaunsbæk

Endeligt bliver det til et farvel til Otto Dupont og Magnus Gaunsbæk. Om Otto udtaler Boysen: ”Vi tilbød Otto en forlængelse, men han ønskede at få hverdagen til at hænge bedre sammen. Så af praktiske årsager og måske også med den lidt usikre udsigt til startopstillingen, så valgte Otto selv at drage videre. Han er en fantastisk knægt som har gjort alt på banen hver eneste gang han var på den.”

Om Gaunsbæk udtaler Boysen:” Da vi startede op i januar, valgte vi at satse benhårdt på Gaunsbæk. Vi ville allerede i februar gerne forlænge aftalen med ham, men Magnus og hans bagland ønskede det lidt længere ud i fremtiden. Magnus spillede derefter alle kampe i starten og gjorde det fantastisk. Men efter det blev tydeligt, at han ikke ønskede at forlænge sin kontrakt, har vi set en anden vej. Så nu går vi hver til sit i ro og fred, og vi ønsker Magnus alt det bedste.

Næste
Næste

sommerprogram